Det er påfaldende, hvorledes den
stadigt mere ophedede debat omkring den fremtidige økonomiske vækst,
er præget af et markant fravær.
Politikere, lederskribenter, økonomiske
eksperter skændes op ad stolper ned ad vægge. Kan vi spare os til
vækst? Eller skal vi putte penge i forskellige initiativer, som så
formodes at sætte gang i væksten?
Alle disse væsentlige problemer
debatteres, uden at en væsentlig, ja afgørende part i sagen
overhovedet gør sig den ulejlighed, at komme med sit bidrag.
Her tænker jeg naturligvis på den
eneste part, som kan skabe vækst, nemlig kapitalen, subsidiært dens
ejere.
I den kreds er vækst ensbetydende med,
at kapitalen vokser, efter at have være engageret i produktion af
varer, som kan finde afsætning på et marked. Man behøver ikke være
marxist for at indse, at det er den eneste sande form for vækst i et
kapitalistisk system.(Den finanskapital, som har været årsag til de
seneste års kriser, er i denne sammenhæng at betragte som en mer
eller mindre unødvendig - men socialt, økonomisk og politisk meget
indflydelsesrig - infrastruktur. Den kan ikke i sig selv skabe
vækst.)
En sådan materiel produktion kræver i
sin enkleste skikkelse: arbejdere, råvarer, maskiner. Med råvarer
menes råstoffer, ressurser hentet i naturen, eller eventuelt
halvfabrikata, produceret i den enkle form.
Det er en banalitet, at i den højt
udviklede kapitalisme, som vi befinder os i, er denne enkle
vækstmaskine i høj grad afhængig af en lang række andre
produkter. Den nødvendige arbejdskrafts evner og uddannelsesgrad. Et
smidigt fungerende kommunikationssystem, således at varer,
produktionsudstyr og arbejdere kan bevæge sig optimalt mellem
produktions- og ikke mindst salgsstederne. Lov og orden skal også
sikre en vis minimumstilslutning til systemet som sådant, især for
at sikre arbejdskraften engagement og loyalitet. Vigtigt for den
nødvendige sociale stabilitet er også, at de producerende arbejdere
i rimeligt omfang har købekraft til at erhverve de produkter, som de
producerer. Men det er indlysende, at de ikke må få udbetalt så
meget i løn, at deres købekraft tillader dem at købe hele
produktionen. Den indskudte kapital kan kun vokse, hvis salget af de
producerede varer kan indbringe mere (finde større købekraft) end
produktionen totalt har kostet kapitalejeren. Det er en forudsætning
for vækst, at den produktive kapital vokser. Og i takt hermed skal
det samlede forbrug naturligvis også vokse, de producerede varer
skal jo sælges!
Vor tids kapitalisme udgør et globalt
og meget fleksibelt system. Den kan sagtens leve med at væksten visse
steder i verden er mindre end andre steder, så længe der er en vis
minimal vækst i hele systemet.
Dette er naturligvis en meget forenklet
analyse, men jeg vil hævde, at den i sin grundsubstans er korrekt og
uomgængelig.
Og her kommer jeg tilbage til den
manglende part i den aktuelle vækstdebat. Her tænker jeg på de
kapitalejere og -forvaltere, som i sidste ende er de eneste, der kan
levere den vækst vi forventer os.
De må komme på banen med nogle
konkrete bud på, hvad det er for produktioner, der skal bidrage til
at kapitalen kan vokse. Hvor kan disse produktioner finde sted?
Hvilke råstoffer skal danne den nødvendige basis? Hvilke former for
arbejdskraft og hvor er den geografisk placeret?Er det allerede
eksisterende varer, der 'blot' skal produceres nogle flere af? I så
fald hvilke?
Det nytter jo ikke meget, at samfundet
bruger købekraft (lånt eller opsparet) på at investere i
infrastruktur eller uddannelse, hvis der ikke efterfølgende finder
en produktion sted, som kan beskæftige den uddannede arbejdskraft og
udnytte den nye infrastruktur.
I betragtning af, hvor totalt afhængige
vi er af kapitalens adfærd og dispositioner, er det dybt
foruroligende, at vi ikke fra de ledende kræfter indenfor dette
system kan få nogle forståelige prognoser for, hvorledes man
forestiller sig at vi kan overvinde de problemer, som vi for
øjeblikket kæmper med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar