En liberalistisk velfærdsstat ?

I 1991 kommenterede jeg Hennings Fonsmarks bog "Historien om den danske utopi" - en bog som på mange måder kan hævdes at være forløber for disse dages liberalistiske kritik af velfærdsstaten, som f.eks. Henrik Gade Jensens nylige bog "Menneskekærlighedens værk".  Jeg afsluttede min kommentar således:

Velfærdsdemokrati eller velfærdsstat?
Det var udviklingen af velfærdsdemokratiet, efterhånden under total dominans af de socialdemokratiske elitetropper, som førte til etablering af velfærdsstaten. Den stat hvor vælgerne blev overtalt til at yde hinanden stadigt flere offentlige ydelser. Dette førte til et liv i overdreven luksus, som kun kunne finansieres på een måde, gennem såvel privat som offentlig gældsætning, hvor det især er den sidste der er uacceptabel.
Således kan man i kort og karikeret form sammentrænge Fonsmarks kritik af det han med titlen på sin bog har benævnt "den danske utopi". Denne bestod altså i, at politikerne og deres vælgere troede at man ukritisk kunne lade forbrugsmulighederne brede sig ud over hele befolkningen, uden at skele til på hvilke betingelser og under hvilke forudsætninger.
Det var denne ustandselige tilbøjelighed hos de herskende eliter til at ville "opdrage" befolkningen til gensidig hensyntagen og solidaritet, som førte til at vi blev så rare ved hinanden, at vi overskred vor økonomiske og produktive formåen. Igen ifølge Fonsmark.
Hvad burde man da have gjort i stedet? Hvordan ville den sande liberalist have handlet, hvis det havde været "den liberalistiske utopi" der var kommet på dagsordenen, og ikke som det skete, den kollektivistiske?
Dette udarbejder Fonsmark ikke i detaljer. Det nærmeste man kommer en positiv udmelding fra hans side i bogen kan læses på s. 196. Her citerer Fonsmark med helhjertet tilslutning en passus fra en artikel skrevet af den konservative Poul Møller i 1962:
"Hvis man nærer den opfattelse, at næsten al dårligdom er 'samfundets skyld', så må dette samfund, organiseret i nutidens stærke stat, også som gode forældre tage sig kærligt af hvert eneste barn. Det er muligt, at de pædagoger, økonomer, kriminologer og politikere, der docerer dette synspunkt, har ret. Jeg håber det ikke, for jeg tror ikke det kan forenes med drømmen om et nyt frit samfund. Dette må vel tværtimod forudsætte, at de mennesker, man ved stemmesedlen har givet magt til at bestemme over sig selv og andre, er ansvarlige for deres gerninger, er modne nok til at kunne foretage såvel de daglige økonomiske som de politiske valg og er oplyste nok til at forstå valgets konsekvenser.Folkestyret må og kan derfor kun baseres på tilliden til menneskets fornuft og på et ansvarsgrundlag, der klart fastslår, at det enkelte menneske mere end noget andet er ansvarligt for sin skæbne. Det lader sig simpelthen ikke gøre at bygge et retssamfund og et demokrati på et andet ansvarsgrundlag end dette, der af mange kaldes primitivt og af andre endog reaktionært. Et hvilketsomhelst andet grundlag vil - om ikke formelt - så reelt føre frem til en enevælde, hvor den politiske magthavers 'Vi alene vide, hvad der tjener folket bedst' bliver folkestyrets svanesang."
Henning Fonsmark afslutter dette citat med disse hans egne ord:
"Dette er gengivet så udførligt, fordi det - i al sin gribende enkelthed - fortæller næsten alt om, hvad der er baggrunden for denne bogs fremstiling af demokratiets vilkår i Danmark efter 1945. Det enkle, for alle forståelige budskab om folkestyrets væsen i forhold til sit folk kan formuleres i det antal linjer, som Poul Møller her har brugt." (Fonsmark, 1990:197)
Og denne citatcitør vil slutte med, at disse udtalelser i al deres gribende enkelhed ikke er det dårligste udgangspunkt for en afsøgning af forholdet mellem statsmagt, levevilkår og livsformer set fra liberalismens position. Slut på citat fra 1991

Mine sidste linier skulle vistnok henvise til den kendsgerning, at især den fremhævede præmis i Poul Møllers ord forekom mig mere end problematisk. De sidste par års udvikling i vore økonomier har nu endegyldigt dokumenteret, at præmissen ikke holder. Hverken vælgere eller valgte er i dag oplyste, ansvarlige eller modne nok til at hamle op med de problemer, der tårner sig op dag for dag.

Hele min kommentar fra 1991 kan læses  her.

Folket vs. folkestyret - en artikel af Bo Lidegaard i Politiken

Efter at have lagt nedenstående ud her, fik jeg denne email:

Kære Ib Jørgensen

Vi er blevet opmærksomme på, at du på din blog http://www.bloggeroeven.blogspot.com/ gengiver store dele af en artikel fra Politiken. Det er - som du bør vide - klart ulovligt. Jeg skal bede dig fjerne artiklen omgående. For krænkelsen af Politikens ophavsret følger med posten et erstatningskrav på 3.000 kr.

Venlig hilsen

____________________

Kirsten Skylv

POLITIKEN

Rådhuspladsen 37

DK-1785  København V

 

 Jeg har rådført mig med en pressejurist, som mener at ca. 25% direkte citering er OK, hvis kommentarerne fylder væsentligt mere. Det prøver jeg så at overholde nedenfor. Jeg finder det imidlertid ikke rimeligt, at skulle betale nogen erstatning.
Politiken har d. 18. jan. frafaldet kravet om erstatning.

Da jeg i oktober 2010 startede denne blog, var det med en erklæring om, at især dagbladet Politiken's vattede holdning til den globale finanskrise i særdeleshed og kapitalismen i almindelighed, forekom mig at være stærkt utilfredsstillende. Som mangeårig abonnent var det blevet mig en hyppig kilde til irritation, at se hvorledes bladets medarbejdere, incl. daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden, godt kunne kritisere de værste udslag af vort økonomiske system, men uden at vise vilje (evne, mod?) til at søge ondets rod, dets radix, hvilket man skulle forvente af en selverklæret radixal avis. Hvorledes denne min utilfredshed er kommet til udtryk siden da, kan man informere sig om her.

Tingene blev ikke bedre efter den nye chefredaktør, Bo Lidegaards tiltræden, næmere tværtimod. De bonede gulve og diplomatiets omgangstone blev endnu mere fremtrædende end i Seidenfadens tid. BL's nedstamning fra højskolemiljøet var ikke til at få øje på. Så meget desto mere glædeligt var det nytårsdag at kunne læse analysen på bagsiden af tillægget PS, skrevet af BL under overskriften 'Folket vs. folkestyret'. Desværre har man ikke fundet det påkrævet, at lægge netop denne artikel ud på bladets hjemmeside. Jeg mailede til BL selv samt debatredaktionen og ankede over dette, da jeg gerne ville kunne henvise til artiklen her på min blog. Jeg 'truede' med at hvis det ikke skete, ville jeg offentliggøre den. Dette sker nu, dels i direkte citat og/eller referat nedenfor. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at simpelthen afskrive hele historien. Men så besluttede jeg mig til kun at bringe de udvalgte dele, som jeg især finder markante, i håbet om at dette måske kan få bladet til at bringe hele artiklen på hjemmesiden. For yderligere at 'provokere' vil jeg tilføje mine egne tolkninger af BL's ord og de forventninger, jeg på den baggrund har til bladets fremtidige redaktionelle linje.

BL indleder med at konstatere, at efter Anden Verdenskrig lykkedes det USA og Vesteuropa at etablere en livskraftig udviklingsdynamik, baseret på 4 hjørnesten:

- demokrati

- liberal markedsøkonomi

- internationale institutioner

- nationalstaten, udgørende rammen for de tre første

Det er efter BL's mening pga disse hjørnesten, at genforeningen af Europa lykkedes og at vi fik etableret en vellykket vestlig udviklingsmodel. Her burde det måske have været tilføjet, at en af de væsentlige medvirkende faktorer var Marshall-hjælpen, hvis erklærede formål var at holde kommunismen ude af Vesteuropa. Bl.a. fordi dette lukkedes, fik disse hjørnestenhvad BL kalder "noget nær hellig status". Nationalstaternes afgjorte suverænitet var i den sammenhæng betydningsfuld. Om de fire hjørnesten hedder det imidlertid:

"Men disse værdier er lige så stille gledet i baggrunden, fortrængt af en konstant fællesnævner i form af fortsat økonomisk og materiel vækst. Væksten opfatter vi på en og samme tid som målet for vor bestræbelse og som midlet til at nå dette mål gennem ny innovation og beskæftigelse."

Fremhævelser er mine. Jeg håber, at dette nøgterne syn på væksten vil slå igennem, således at vi ikke i fremtiden i Politiken skal se uspecificerede henvisninger til vækst, slet og ret, som vej ud af vore aktuelle problemer. Det er mere end nogensinde af betydning at få slået fast, at en fornuftig vej ud af de kriser vi står med, ikke kan finde deres løsning på hidtil kendte måder. BL er enig i dette, idet han siger, at den model vi kender, ikke længere kan give de nødvendige svar. Dette fører, ikke underligt, til forvirring hos vore politikere, og som BL siger

" Når vore politikere fremstår som rådvilde, skyldes det ganske enkelt, at de er det."

Ja, lige netop - og det bør i allerhøjeste grad få konsekvenser for den måde man i fremtiden vil se Politikens medarbejdere behandle politikernes udtalelser. Få blotlagt den rådvildhed, i stedet for at sløre den. Befolkningen har krav på at få at vide, at politikerne ikke kan gennemskue situationens alvor. Eller, hvis de kan, søger at stikke os blår i øjnene, så vi ikke får kendskab til de faktiske forhold. Som jeg har fremhævet i tidligere indlæg her på bloggen, har der hidtil, måske indtil nu, hersket den grundholdning på bladet, at en mere fornuftig anvendelse af den model, som BL nu afskriver, ville være vejen frem. En egentlig dybtgående analyse af kapitalismen har man ikke set tilløb til. Forhåbentlig er nye takter nu ved at blive slået an.

BL konstaterer også at tendenserne til at internationale aftaler kan sætte vælgerne udenfor indflydelse, får disse til at nære mistillid til de politiske ledere, som under henvisning til sådanne aftaler kan søge at fralægge sig deres ansvar. Hertil kan tilføjes, at den rådvildhed, BL omtaler, er forskelligt fordelt og af forskellig karakter, selv inden for de enkelte partier. Se blot til den nuværende uenighed omkring en betalingsring ved København. Her er holdningen, at det ikke må kunne mærkes at gennemføre ændringer i trafikmønstret. Opstilling af vindmøller skal helst kunne ske, uden at nogen opdager det.. Indførelse af sundhedsfremmende reguleringer m.m. Børn skal da have lov til at spise, hvad de vil. På disse områder viser det sig gang på gang, at der ikke er parathed til at foretage de nødvendige ændringer, hverken blandt borgere eller lokale politikere.
En manglende parathed der kan tages som udtryk for den rådvildhed, BL omtaler.

BL mener ikke, at EU har evnet at skabe overbevisende demokratiske rammer omkring sit virke. Og de forslag til løsninger af de økonomiske og forfatningsmæssige kriser, som ligger på bordet, bygger alt for meget på traditionelle økonomiske forestillinger om øgning af det private forbrug, finansielle stramninger og lavere skat. Men som BL konstaterer

"Ingen indregner, at verden er omkalfatret, råvare- og energipriser eksploderet og udsigten til traditionel ikkegrøn vækst i EU og USA uden hold i virkeligheden."

Dette bør få den konsekvens, at Politiken fremover vil tage afstand traditionelle vækstforestillinger. Når politikere og erhvervsfolk fremover får lov til at tale om vækst, så må det kræves af dem, at de kan sandsynliggøre at der er tale om grøn vækst. Det sidste fænomen bør iøvrigt gøres til genstand for en gennemgribende analyse. Ikke al vækst, som synes grøn, er langtfra uden ikkegrønne konsekvenser.

Især ungdommen har BL's sympati og opmærksomhed. De ser hvorledes ungdomsarbejdsløsheden breder sig i USA og Europa. og deres tiltro til de gamle økonomiske modeller, som hidtil har været betragtet som de absolut bedste, bliver afløst af skepsis. Det synes klart at BL her især tænker på opstande og protester først i de sydeuropæiske lande, senere over hele klode i skikkelse af 'Occupy'-bevægelser af enhver art. Ungdommen konstaterer, at der sker et overforbug af naturressourcer og dette sammen med klimaforandringer skaber problemer for store befolkningsmasser, ligesom disse forhold har negative konsekvenser for deres egne fremtidsmuligheder. Oven i dette må de konstatere, at deres " ledere ser øget forbrug og vækst som eneste vej ud af krisen, men de samtidig forklarer, at vejen til at nå den er mindre offentlig velfærd og hårdere arbejde i længere tid til mindre løn. De noterer også, at en lille gruppe borgere, som i betænkelig grad ligner de politikere og finansielle ledere, der med størst iver præker tilbageholdenhed, oppebærer lønninger og opbygger formuer, som savner enhver forbindelse med de flestes hverdag."

Bo Lidegaard mener afsluttende, at der derfor er gode grunde til at de unge ønsker nye udviklingsveje. Hvis de skal støtte de fire hjørnesten, folkestyre, markedsøkonomi, internationalt samarbejde og en suveræn nationalstat, så kræves det at der fra og i disse kan ses troværdige svar på de udfordringer, vi står overfor.
BL afslutter:

"Folkestyret blev ikke skabt for at skabe økonomisk vækst. Og øgede forbrugsmuligheder er ikke demokratiets essens. Det er derimod tilliden til, at folket ikke kun har viljen, men også evnen til at tage ansvar for sin fremtid."

Og netop når det drejer sig de unge generationer, er det måske mediernes, herunder Politikens, mest påtrængende og altafgørende rolle og ansvar, at medvirke aktivt til at denne evne til at tage ansvar for klodens fremtid, opelskes og styrkes bedst muligt. Så hvis dette forhåbentlig kan aflæses i bladets fremtidige redaktionelle linje, så er der al mulig grund til at ønske os alle tillykke.