School Children Could Lead The Way On Sustainability (læs her)

...we need to encourage learning and change across whole communities. Children are well placed and also keen to take on wider roles and responsibilities as active (rather than passive) citizens in improving their communities -- for example, as activists in community based projects and campaigns, as community researchers, and as ambassadors of change in other schools and in community groups.
Some of the children in this study, for example, engaged in projects to encourage more sustainable approaches to food consumption involving community research into shopping habits, publishing a booklet about local opportunities for buying sustainable food, and lobbying supermarkets to decrease packaging and increase the stock of local produce. In another school, young people organised a No/Low Energy day in the school to explore what might be possible in reducing energy consumption.

Det lokale velfærdssamfund

(En reaktion på artikel om velfærdssamfundet af Jørn Henrik Petersen i dagens Information. Læs Her)

På basis af min forskning i lokalsamfundsorganisering i Chicago, skrev jeg i 1986 en artikel om nye livsformer på lokalt plan. I artiklen (læs den evt. her) konkluderede jeg således:

Det skal i denne forbindelse være min tese, at vel er en demokratisering af samfundet en tvingende nødvendighed, men ikke en hvilken som helst demokratisering. En demokratisering pa basis af den reelt eksisterende politiske bevidsthed i de gennemkapitaliserede vestlige samfund kan ikke blive andet og mere end en pseudo eller skin-demokratisering.... En demokratiseringsproces, der har et mere humant og retfærdigt samfund som sin målsætning, må efter min mening have indbygget i sig konkrete kapitalismekritiske og tendentielt kapitalismeafviklende elementer.

Gennem de sidste 10-15 år har det ikke skortet på analyser af den kapitalistiske og teknologiske udviklings konsekvenser for vore sociale systemer: arbejdsfællesskabets forfald, familiens funktionstømning, individualisering, atomisering, specialisering, marginalisering osv. Dette til trods har vi set meget få vellykkede forsøg på at etablere praktiske løsninger af disse meget reelle samfundsmæssige problemer. Der har naturligvis været masser af teoretisk inspirerede og individualistiske løsningsforsøg (produktions- og bofællesskaber, kollektiver, kommuner, men disse har kun på deklarationsplanet været skridt på vejen til en fundamental ændring af kapitalismen.

Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: livet under kapitalismen er ikke bar elendighed. I den vestlige verden er der stadigvæk tale om, at majoriteter af forskellig størrelse har deres på det tørre. Og har man de nødvendige intellektuelle og materielle ressourcer, så er det også muligt at unddrage sig de værste sociale og bevidsthedsmæssige konsekvenser af at leve i et kapitalistisk samfund. Man vælger at leve i et bofællesskab (en dyr boligform); man undlader at anskaffe sig et TV; man udnytter til fulde det selektivt understøttede kulturudbud; man sender sine børn i gods, selvstyrede privatskoler, etc. Der er tale om rimelige, fornuftige og ikke kritisable reaktioner på de betingelser det kapitalitiske samfund iøvrigt giver sine borgere. Men samtidig er det også løsninger, som kun er mulige, fordi de ikke afkræves det kapitalistiske samfund af alle. Og derfor bliver sådanne løsninger endnu et udtryk for det politiske "muskelsvind", som jeg indledningsvis postulerede.
Gennem de funktioner, vi er blevet tildelt i den samfundsmæssige arbejdsdeling, er vi selv medvirkende til at opretholde det samfundssystem, hvis negative konsekvenser vi mere eller mindre villigt kritiserer. En ansvarlig politisk debat vil ikke blot beskæftige sig med, hvordan vi kan hjælpe de fattige, de marginaliserede, osv. Den må også nødvendigvis inddrage nødvendige ændringer i de velbjergedes livsform og levestil, hvis vi skal nå frem til en rimelig situation for alle. Vi skal med andre ord have mennesker til at diskutere, hvordan de kan bidrage til en bedre social udvikling gennem at acceptere tilsyneladende forringelser af en levestandard, de er blevet tilvænnet. Den praktiske opgave, der således stiller sig, er at etablere de samfundsmæssige situationer, hvor en sådan debat får de bedste betingelser. Det er her, jeg ønsker at introducers det bevidst skabte autonome lokal- og arbejdsfællesskab som det mest realistiske instrument.
...
Tag saledes ungdomsarbejdsløsheden. Hvor længe vil forældre passivt affinde sig med, at deres børn sættes uden for det etablerede samfundsliv? Eller de selv, for den sags skyld, efterhånden som arbejdsløshed rammer flere og flere i de bedste arbejdsdygtige aldre og arbejdsløshedsunderstøttelsen forringes. Kunne det ikke blive en nærliggende tanke for et lokalsamfund at gå sammen om at skabe meningsfyldt arbejde for de arbejdsløse, arbejde som samtidig ville være til fordel for de stadigt beskæftigede? At etablere en virksomhed, hvis primære formål ikke skulle være et økonomisk overskud, men et socialt fællesskab. Hvor beboere som rationaliseringseksperter, EDB-folk, bankmennesker, arbejdsformidlere, socialrådgivere, fagforeningsformænd m.fl. kunne få lejlighed til at debattere og fortælle om deres daglige arbejdes betydning for den lokale og nationale arbejdsløshed. Med andre ord, udvikle spirerne til en livsform, som ville muliggøre en mere kvalificeret stillingtagen til samfundets problemer og dermed måske føre til gradvise ændringer i den politiske og økonomiske beslutningsproces. Det kunne meget vel tænkes, at en del af disse beslutninger ikke ville bryde afgørende med en kapitalrationel strategi. Men i så fald skulle det gerne være, fordi det var blevet sandsynliggjort gennem den interne debat i fællesskabet, at denne kapitalrationelle adfærd positivt kunne vises at være den i den givne situation optimale til opfyldelse af fællesskabets samfundssolidariske målsætning. Dette ville formentlig indebære, at det skulle kunne påvises, at anvendelsen af den kapitalrationelle strategi ikke ville indeholde elementer af udbytning og undertrykkelse. Selv tror jeg ikke meget på, at den situation kunne opstå - på den anden side er der ingen grund til at udelukke bestemte 1øsningsmodeller på forhånd.

Penge, magt og kærlighed

"Verden har ændret sig, det danske samfund har ændret sig, markederne har ændret sig, forbrugerne har ændret sig, og medarbejderne har ændret sig. Så hvorfor har vi ikke ændret vores måde at tænke på, vore begrebsapparater, vores måde at organisere os på?"
Dette er meget væsentlige konstateringer og helt afgørende spørgsmål som direktør Mette Bock [nu MF for Liberal Alliance] stillede i Børsens kronik d. 8/3-1993.

I en efterfølgende kronik - Penge, magt og kærlighed -  i samme avis d. 15/4-93, svarede jeg bl.a.:  (Læs hele mit svar her)

"Mit udgangspunkt skal være en opdeling af samfundet i stat, marked og civilsamfund. Mette Bock omtaler i sin kronik kun stat og marked direkte, medens det civile samfund er tilstede - vil jeg hævde - som det ikke omtalte tredje sted. Det sted nemlig, hvorfra Mette Bock kan udtrykke sin skepsis med hensyn til henholdsvis økonomiens, dvs. markedets, og det politiskes, dvs. statens, mangelfuldheder.
....
Lad os et kort øjeblik se på individets situation i den moderne, kapitalistiske nationalstat. Hvilke instanser kan den enkelte forlade sig på for at sikre sin eksistens. I første omgang vil man søge at gøre dette ved at etablere en god kontakt med markedet. Jo mere man er inde i varmen her, jo mindre behøver man at forlade sig på andre instanser. Det er naturligvis rart at staten sørger for en lang række servicefunktioner, men har man rigtigt styr på markedet så er man ikke direkte afhængig af dem. Lad det være sagt med det samme: det er meget få mennesker vi her taler om. Bl.a. fordi staten jo i vid udstrækning er et nødvendigt supplement til markedet. Men for nogle individer kan staten også gå hen og blive identisk med eller erstatning for markedet: den statsansatte og bistandsklienten er nærliggende eksempler.
Men hvad nu hvis såvel stat som marked svigter een? Før i tiden kunne nogle mennesker regne med at familie og/eller lokalsamfund ville samle dem op i sådanne situationer. Den moderne udvikling har medført, at dette langtfra altid er tilfældet. Samfundet må se på, at nogle mennesker tilsyneladende udstødes. Hvordan og hvor kan samfundet tænkes at gøre noget ved dette. Her kommer efter min mening det imaginære civilsamfund ind i billedet.

Det civile samfund er summen af de steder, hvor der kan handles uafhængigt af statens og markedets logikker. Det er også de steder, hvor der kan protesteres mod statens og markedets "totalitære" overgreb. Det civile samfund er derfor i mange tilfælde mere en mulighed end en realitet. Jo mindre disse muligheder er og jo mindre de eksisterende udnyttes, jo mere "totalitært" er samfundet.
....
For de to områder stat og marked har den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas argumenteret overbevisende for, at de hver især er domineret af et bestemt styringsmiddel. For statens vedkommende magt og for markedets penge.
Et forsøg på at give det civile samfund en lignende status som værende karakteriseret ved et bestemt styringsmiddel kan måske gøre det tydeligere, hvad der er det helt specielle særtræk ved det civile samfund. Det nærmeste jeg kan komme det er fænomener som sympati, kærlighed eller medmenneskelighed. Jeg vil ikke vove at påstå, at disse ikke forekommer på hhv. statens og markedets gebet, men i så fald er det ikke som styringsmidler. Man kan ikke styre eller regulere en stat eller en økonomi på basis af kærlighed, og det er heller ikke meningen. Men såfremt medmenneskelighed og kærlighed til næsten ikke kan få bugt med de uundgåelige inhumane effekter af statens og markedets måder at fungere på, så er det et udtryk for at disse har fået magten over denne kærlighed og medmenneskeligheds sted, det civile samfund, bl.a. derved at styringsmidlerne magt og penge har fået lov til at dominere, også på områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt.
...
I det omfang det civile samfund er tavst vil problemerne blive søgt løst på statens eller markedets præmisser, hvilket i realiteten er ensbetydende med at borgerne i deres egenskab af civile privatpersoner har fralagt sig ansvaret.
Så snart vi overfor et problem tvinges til at sige: det kan ikke lade sig gennemføre politisk, eller: det er ikke økonomisk muligt - så er der ikke andet at gøre end at lade det civile samfunds styringsmedier, sympati og (næste)kærlighed få det sidste og afgørende ord. Og så er vi måske på vej til "de væltede mures samfund", som efterlyst af Mette Bock."

Altså for næsten 20 år siden. Idag ville jeg tilføje, at det civile samfund er stedet for det hellige, helligånden, befriet for Gud, Jahve, Muhammed, Buddha og hvad disse figurer ellers kaldes. Som Slavoj Zizek (her) sagde til OWS-demonstranterne:

"What is Christianity? It's the Holy Spirit. What is the Holy Spirit? It's an egalitarian community of believers who are linked by love for each other and who only have their own freedom and responsibility to do it. In this sense the Holy Spirit is here now..."

Læs gerne mere om det hellige HER.

Kriserne i EU

I Weekendavisen 18/11-11 prøver Leif Blædel, med svært gennemskuelige referencer til Estrup, det gamle Landsting og folkeafstemninger i Schweiz, at latterliggøre Informations Rune Lykkeberg, som i en artikel 4/11 (læs her) havde kritiseret at trojkaen (EU, IMF og ECB) havde formået at undertrykke græske Papandreous ønske om en folkeafstemning. En folkeafstemning om en hjælpepakke, som mange år frem i tiden vil binde det græske demokratis muligheder for at tage beslutninger om egne forhold. Nedenstående citater kan illustrere, at Lykkeberg ikke står alene med sine bekymringer over udviklingen. Omvendt må det konstateres, at Leif Blædel tilsyneladende ikke ser nogle problemer i, at udviklingen i EU med accellererende hastighed går mod et ekspert- og toppolitikerdiktatur, uden den ringeste opbakning fra store befolkningsmajoriteter.

Erik O. Eriksen, Director ARENA Centre for European Studies, Oslo:

"With his initiative, Papandreou has put democracy on the agenda and demonstrated what is now at stake. He has forcefully made clear the fact that the management of the eurozone crisis is a battle over what should have the upper hand: Economics or politics? Capitalism or democracy?" (Læs her)

Jürgen Habermas i 'Information' 19.-20. nov.:  (Læs her)

"Papandreou opgav planen om en folkeafstemning, da hans finansminister ved daggry forvandlede sig til en Brutus. Om eftermiddagen samme dag kunne Reuters melde, at euroen »reagerede på den græske regerings nært forestående sammenbrud« med betydelige stigninger, og at de europæiske børsers aktieindekser udviste opadgående tendenser. Først peripetien (græsk for ’dramatisk vending’, red.) i form af Papandreous kovending afslørede den kyniske betydning af dette græske drama: At mindre demokrati er bedre for markederne. Med rette har Frank Schirrmacher diagnosticeret hele affæren som et farvel til europæiske idealer.
....

Man kan ikke kun lære af Papandreous som tragisk helt. Også som en magttaktiker, der ville trække tæppet væk under en skruppelløs oppositions politisk-kriminelle rænkespil har han knapt en uge efter den formodet forkromede løsning blotlagt utilregneligheden i et splittet EU."

Det er efterhånden ikke længere et spørgsmål om, men hvornår, EU falder fra hinanden. Det burde derfor være en topprioritet for alle ansvarlige politikere i regionen, allerede nu at tage de nødvendige skridt, således at et sådant (forudsigeligt) sammenbrud kan få mindst muligt ødelæggende konsekvenser for befolkningerne. Som en sidste enkeltstående handling, kunne de jo passende enes om et forpligtende og altomfattende indgreb mod den globale finanskapital. Som det derefter måtte være op til de enkelte nationer at administrere i dialog med befolkningerne.

Så kunne man håbe på, at de enkelte nationer var i stand til at etablere relativt kapitaluafhængige systemer. Som kunne danne baggrund for mere omfattende organiseringer på globalt plan om 50-100 år. Det ville nok i de enkelte lande kræve oprettelse af regionale økonomier, af en sådan størrelse og række vidde, at det var muligt for befolkningerne at styre dem politisk. Den mulighed er i øjeblikket ikke-eksisterende, som det tydeligt turde fremgå af situationen.

Slem finanskapital, god kapitalisme?

Med den rolle, som de private banker spiller i verdensøkonomien i dag, er der al mulig grund til, at vi begynder at se noget mere indgående på, hvad det egentlig er, der er ved at ske. Selv om vi antager, at det ville være rimeligt, kan det så også siges at være fornuftigt,at de sociale systemer i en lang række lande trues i deres grundlæggende struktur, fordi de tvinges til at leve op til nogle abstrakte gælds- og rentebetalingsaftaler.

Kunne det ikke tænkes, at sådanne aftaler var indgået i en situation, hvor man ikke kunne overskue den kommende udvikling og dermed de konsekvenser, en afvikling på de oprindelige betingelser ville få?

Der må og skal tages hul på en tilbundsgående analyse og belysning af disse problemer. Vi må vide helt præcis hvem det er, vi skylder penge, hvor pengene oprindeligt kom fra (var det f. eks. amerikanske eller tyske arbejderes opsparing eller et par oliesheikers merindtægt på olieprisen?)

Vi må også vide, hvor stor en del af det skyldige beløb, der nu er renter eller renters rente, ligesom vi må vide, hvor og hvordan disse renter vil blive anvendt, når og hvis de tilbagebetales.

De besynderligt lydende eksempler kan skyldes at ovenstående linier blev skrevet for næsten 30 år siden. Nemlig i en dobbeltkronik, 'De manglende æsler', som jeg fik optaget i Aalborg Stiftstidende november 1982.

Min holdning dengang, som idag, var at der er noget grundlæggende galt med kapitalismen som sådan.

Titlen stammer fra den gamle vittighed om den mexicanske bonde, som - ridende på sit æsel efterfulgt af konen til fods - blev spurgt af turisten, hvorfor det ikke var konen, der red. Svaret lød: "Fordi hun ikke har noget æsel". Den bonde kunne være en af Liberal Alliances kernevælgere, eller analytiker i CEPOS. Eller også hed han Joachim B. Olsen. Det var jo nok konens egen skyld, at hun ikke havde været i stand til at købe sig et æsel.

Mit argument i kronikken (Læs her) er, at der er noget kapitalismen kan, men der er så absolut også noget den ikke kan: nemlig at skabe ligeværdige levevilkår for alle. Den skavank vil stadig eksistere, også selv om det skulle lykkes at trække de mest grådige og vildtvoksende tænder ud på finanskapitalen.
Sendt til Politiken d.d. - ikke bragt

Frygten for Kina - at ændre samfund og skole i samme proces

”Mens optimismen vinder frem i Asien, er Vesten ramt af frygt, og det forplanter sig negativt til uddannelsessystemet. Er positive følelser hemmeligheden bag, at asiatiske lande stormer frem i internationale undersøgelser som PISA?”

Sådan lyder manchetten til en artikel, ”Er frygten for Kina vores eneste håb?”, i det seneste nummer af ”Asterisk” uddannelsestidsskriftet som udgives af DPU. Læs her

En anden artikel har titlen: ”Kinesernes drøm er at forbruge som os, vores mareridt er at arbejde som dem.” Det er den franske politolog Dominique Moïsi, som har udtalt dette. Dette synes dog at være en lidt for forenklet konstatering.

En tredje artikel, ”En håbløs pædagogik”, konstaterer, at ”Opdragelse og uddannelse har gennem historien været båret af håb om frelse, fremskridt, frihed og lighed. I dag er frygten blevet drivkraften, når dansk uddannelsespolitik udformes.”

Men hvad er det da for en frygt, der er tale om? Jeg tror, at det er frygten hos politikerne, for ikke at kunne styre et samfund ved, gennem fortsat (høj?) vækst, at lægge et forsonende skær over tidligere tiders fejludviklinger. Jeg tror, at det er frygten hos borgerne for at deres (og efterkommernes) levevilkår og forbrugsmuligheder ikke kan opretholdes på det niveau, vi har vænnet os til. Jfr. interviewet i Politken i dag, lørdag d. 5/3 (2011) med forfatter og lektor i politisk økonomi Peter Nielsen., som siger: ”Forbrug gennemsyrer vores identiteter og handlemåder og skaber vores opfattelse af, hvad der er værdifuldt.”

Når hertil lægges, at eftersom vi hver eneste dag i medierne hører om forestående ressource- og miljøproblemer, så føjes endnu et frygtskabende element til den samfundsmæssige bevidsthed, som ligger bag vores holdninger til uddannelse i bred forstand.

Min pointe skal være, at vi som samfund ikke har en klar forestilling om, hvor vi vil hen og hvor vi er på vej hen. En situation som er totalt forskellig fra et land som Kina. At de så om ikke alt for længe formentlig vil stå i samme situation, som vi er i nu, ændrer ikke ved det øjeblikkelige billede.

Oprør og opbrud præger situationen i stadig flere lande i verden. Det vil også blive nødvendigt med et folkeligt oprør i vor del af verden, et oprør mod den hovedløse drift mod en fortsat økonomisk vækst med udvidelse af vort forbrug som målsætning. Udfordringen bliver at ændre folk og folkeskole i en og samme proces. At vi sætter nye mål for vort samfund og vor skole.

(Læs videre nedenfor) (Eller her)

Fra vækst og konkurrence til mådehold og solidaritet – det humane samfund som eksportvare?

Problemerne med folkeskolen (og vore uddannelsessystemer i det hele taget) er, at der kan konstateres en tilsyneladende bred samfundsmæssig accept af, at økonomisk vækst og konkurrenceevne skal være overordnede præmisser for samfundets udvikling. Denne accept har bevirket, at stærke kræfter indenfor de pædagogiske videnskaber mener at have fundet frem til de metoder, som folkeskolen skal anvende, for at ruste børnene bedst muligt til at tage de udfordringer op, som styrket vækst og konkurrenceevne vil kræve. Dette kræver opgivelse af flere af de humanistiske og pædagogiske dannelsesidealer, som hidtil, med større eller mindre styrke gennem tiden, har ligget til grund for vores forhold til børnenes skolegang. En situation som har som baggrund og styrkes af den kendsgerning, at de samfundsstrukturer, hvori de tidligere idealer opstod, er under drastisk ændring og opløsning. At opdrage og uddanne til fællesskab og demokrati bliver uhåndgribelige idealer, i takt med at disse fænomener kun med besvær kan lokaliseres i det omgivende samfund.

Et bud på en mulig udviklingsvej

Hvad der er behov for, er en større frihed for folkeskolen, kommunalpolitikere, skoleledere, lærere, elever og ikke mindst forældre, til at opstille andre mål for samfundsudviklingen end fortsat vækst og øget konkurrenceevne. Dette kan naturligvis ikke gøres i et tomrum. Og det er ikke kun en opgave for folkeskolen, men for hele uddannelsessektoren, gymnasier, erhvervs- og videregående uddannelser m.fl. Og det vil i stigende omfang gå op for borgerne, at det også er en opgave for samfundet som sådant.

Det erkendes i stadigt voksende kredse, at det træk på naturressourcerne, som vor nuværende livsstil og levestandard forudsætter, ikke er holdbart. Vi kan derfor lige så godt først som sidst indstille os på en mere bæredygtig tilværelse.

Nu forholder det sig heldigvis således, at de pædagogiske og uddannelsesmæssige ideologier, som lægger vægt på vækst og konkurrenceevne og bejler til PISA,, ikke er de eneste på bjerget. Indenfor tænketanken SOPHIA pågår et stort arbejde med at fastholde de uddannelses- og dannelsesidealer, som vi hidtil her i landet har sat højt. Læs her

Eksempelvis afholdt man i sept. 2010 et møde under overskriften ”Revisortankegangen truer professionsidentiteten” med begrundelsen ”Der er brug for alternative visioner for fremtidens uddannelser, som platform for kritik af neoliberalismens påvirkning af uddannelsessytemet.” Læs her

Medens den overordnede tilgang til problemerne i SOPHIA synes at være moderat revisionistisk, så findes der underprojekter som går mere radikalt til værks. Et af disse er Jakob Jespersens ”Education for a small planet” med dette afsæt:

”De biofysiske betingelser for menneskers liv på jorden i dette århundrede vil blive væsensforskellige fra dem, der prægede det forgangne århundrede. Derfor er der brug for en uddannelse, som matcher de enorme udfordringer, som mennesker og samfund kommer til at stå overfor i form af muldsvind, vandmangel, ustabilt klima og energimangel.” Læs her

På allersidste side af et større skrift, 'Glokalborgeren', som JJ har lagt ud på sin hjemmeside, siger han bl.m.a. ”I en verden hvor der skal være nogenlunde lige adgang til verdens ressourcer for alle mennesker i hele verden betyder det at vi i Danmark skal have meget mindre...Vi har en øget viden om hvad der gør mennesker tilfredse og det er ikke et stort ressourceforbrug. Vi har ligeledes en øget viden om effektiv udnyttelse af ressourcer, genanvendelse osv. Derfor er der et stort potentiale for det gode liv i Danmark med et ressourceforbrug, som kun er en brøkdel af det nuværende.” (s.31) Læs her

Det bør være indsigter i stil med disse, som lægges til grund for et nyt uddannelsesideal. Et ideal som skal have en konkret forankring i det lokale samfund. Det har været et gennemgående træk i de mange reaktioner på den sidste Pisa-undersøgelses skuffende resultater, at forældre i langt højere grad skal tage ansvar for deres børn læring. Desuden viser den demografiske udvikling , at vi i fremtiden vil stå med store grupper af raske og rørige ældre, som har forladt arbejdsmarkedet.

Nye sociale strukturer

Man kan derfor forestille sig, at der på lokalt plan etableres nye sociale strukturer omkring hvad man kunne kalde ”bæredygtighedsprojekter”, med det formål at reducere såvel det offentlige som det private forbrug i et eller andet omfang. Deltagerne i et sådant projekt kan være folkeskoler, gymnasier, højere uddannelser, hvis elever og ansatte er knyttet (mer eller mindre) til lokalområdet. Desuden skulle forældre og aktive ældre indgå i personkredsen. Det lokale plan kunne i nogle tilfælde være en kommune, i andre en mindre by eller en bydel. Men det kunne også være en almennyttig boligforening, eller sågar en enkelt karre. Den uddannelsesmæssig pointe ligger i, at eleverne deltager i konkrete samfundsaktiviteter med mening, hvilket vil være stærkt motiverende for de fleste. Samtidig betyder koblingen mellem uddannelse og samfund, at alle parter får en bedre indsigt i de dynamikker, som fremmer forståelse og solidaritet.

Dette lyder naturligvis vidtløftigt og overidealistisk. Men hvis man erkender, at uanset hvad vi gør, så vil vi af udviklingen blive tvunget til radikale omlægninger af vore levevilkår , så kunne en strategi som den jeg her foreslår, sammen med andre tiltag i samme retning, udgøre et rationelt, ansvarligt og socialt og menneskeligt afbalanceret forsøg på en tilpasning til de nye tider.

Jeg har sakset den kinesiske økonom Ha-Joon Changs udtalelser til Information d. 3/2-2011:

Eksportér verdens bedste livsstil

Tværs over det politiske spektrum i Danmark er der enighed om, at mere økonomisk vækst er vejen frem – statsministeren har endda gjort det til sit mål, at vi skal være verdens rigeste målt i kroner og øre.

Men et land i Danmarks situation burde tænke lige modsat, mener Ha-Joon Chang:»Jeres indkomstniveau taget i betragtning er der intet, som tyder på, at hurtigere vækst vil gøre jer gladere,« siger han.»Prøv i stedet at nedsætte arbejdstiden, reducere jeres CO2-aftryk og finde en bedre måde at leve på. I kan sælge jeres livsstil som et alternativ til den amerikanske, mere materialistiske. Hvis I efterfølgende kan overbevise verden om, at I har den bedste levevis, vil en masse mennesker købe jeres produkter, hvilket til dels også vil løse jeres eksport- og vækstproblemer. Så paradoksalt nok kunne I dække jeres behov langt bedre ved ikke at følge det materialistiske syn på det gode liv.« Læs her

Med andre ord: At kunne overleve på humane vilkår kan blive fremtidens eksportsucces.

Vækst må bestemmes kvalitativt og indholdsmæssigt

MandagMorgen har startet en bred politisk debat, bl.a. om vækst. (Læs her)

 Men vi er nødsaget til at spørge:
Hvad er det der skal vokse? Det må vi se meget mere indgående på. I den sammenhæng vil det utvivlsomt blive klart, at der er områder, hvor minus-vækst bliver nødvendig. F.eks. på transportområdet. Unødvendigt privat transportforbrug er noget vi ikke vedblivende kan tillade os. "Unødvendigt" siger jeg, hvem definerer det? Ja, det er lige akkurat problemet. Det må erkendes, at "evig vækst" er en umulighed. Der vil uvægerligt komme tilbageslag. Den demokratiske opgave er at styre disse, så de ikke får samfundstruende karakter. Vi kommer formentlig ikke uden om rationering på visse områder, hvis ikke det skal blive de stærke mod de svage. Velfærd, der koster mindre, vil forudsætte større beskedenhed hos alle de, der leverer velfærden. Men også hos leverandører af andre behov, funktionærer, arbejdere m.fl. Vi må lære at sætte vore krav til forbrug i bæredygtig relation til tilgængelige ressourcer, samt ikke mindst til behovet hos milliarder af fattige kloden over. De foranstaltninger det vil kræve, kan ikke etableres indenfor den kapitalistiske økonomi.
 Kun direkte politisk indgriben i disse forhold vil være effektive. Om de vil blive totalitære eller demokratiske kan kun fremtiden vise.