lørdag den 13. november 2010

Underlige kapitalisme, underlige Signatur

”Nogen gange er kapitalismen meget underlig”. Her har Tøger Seidenfaden i dagens Signatur  (13/11 Læs her) vist leveret en ny replik til Rytteriets Fritz og Poul. Man ser de to rigmænd for sig, kommenterende en bekendts milliongevinst på etableringen af en snørebåndsfabrik i Kina. ”Snørebånd, kære Fritz, det er da vist kun de fattige, der bruger dem?”
Spøg til side. Gennem mange år har jeg med ujævne mellemrum i (afviste) læserbreve opfordret Politiken til at afsætte ressourcer til en dybtgående analyse af kapitalismens væsen.
Et sådant arbejde kunne eventuelt have afdækket, at det mest underlige ved kapitalismen, er vores urokkelige tro på den. Vores tro på, at den vækst, den dikterer, er den eneste vej frem. Hvorledes er det gået til, at en økonomisk maksime er flyttet ind i vor mentalitet og tankevirksomhed, på en sådan måde, at den optræder som ligeværdig med, eller bestemmende for, andre identitetsgivende værdier. Det er underligt.
Den væsentligste, enkle forklaring er nok, at den har købt sig til denne position. Ved at vælte en overflod af (i nogle tilfælde uanstændigt højt) forbrug ud over sine proselytter. Med store sociale uligheder som konsekvens. En anden del af forklaringen er naturligvis, at det fra tid til anden, hist og her, er lykkedes, gennem det vi kalder velfærd,  at afbøde de værste udslag af dens frie skalten og valten med natur og mennesker. Men dette sidste bliver, på dens aktuelle udviklingsstade, mere og mere vanskeligt. Og så dukker problemer op, som selv en chefredaktør ikke kan forstå.

Det underligste ved kapitalismen er nok, at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem den indsats mennesker yder, og den belønning de får. Det mest underlige er dog, at den tillader mennesker at ophobe enorme, ubegribelige kapitalsummer, uden at arbejde (det gør bl.a. Saxo Banks computersystemer), for at vi derefter må se disse ”rigdomme” destabilisere, tendentielt true, vore samfund.

I samme dags avis siger bankdirektør Peter Straarup ”Vi ville have fået en helt anden samfundsorden”, hvis ikke det var lykkedes staterne (midlertidigt?) at inddæmme finanskrisens ødelæggelser.

Det er underligt, at vi ikke i tide selv kan etablere den nye samfundsorden, baseret på rationelle og mellemmenneskelige overvejelser. I stedet for, som nu, at måtte vente på den underlige kapitalismes ubestemte venden op og ned på vore, og ikke mindst vore efterkommeres, liv og levevilkår.
Sendt til Politiken og TS d.d. - ikke bragt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar