I Politiken i dag slår Per Michael Jespersen et slag for at nogle af os i Danmark skal være lidt smartere. (Læs her) Det er nemlig smarthed der kan gøre ”os” (hvem spørger jeg) mere produktive, og det er det det gælder om at være.
Dette fik mig til på Politikens netavis at kommentere således:
De smarte narrer de mindre smarte, slet og ret. Når forældre presses til at købe dyrt mærkevaretøj til deres børn, så er de oppe mod en overgennemsnitligt produktiv tøjfabrikant. Produktivitet er en teknisk term, som i en kapitalistisk økonomi betyder at producenten maksimerer forholdet mellem indsats og udbytte. Hvorledes dette kommer til udtryk på samfundsplan er i princippet uforudsigeligt. (netkommentar slut)
Det er naturligvis en meget forkortet fremstilling af en kompliceret problematik. Sagt på en anden måde er den ene kapitalists produktivitet den andens død. Eller sagt på en tredje måde, med voksende produktivitet vil tidligere fabrikanter, arbejdere m.v. blive nødsaget til at beskæftige sig med noget andet. Det mener jeg faktisk Marx havde meget godt fat i med begreberne merværdi og akkumulationstvang. Men mekanikken burde være til at forstå, selv uden at læne sig op af ham. Bagved det hele ligger nemlig kravet om stadig vækst. Uden hensyntagen til naturdestruktion og social udstødning.
Her kan jeg have misforstået Per Michael Jespersen. Måske mener han at vi skal blive smartere til at udligne de enorme forskelle mellem rig og fattig i vores verden, samtidig med at vi regulerer vort forbrug henimod bæredygtighed. Men i så fald er et uspecificeret smartheds- og produktivtetsbegreb ikke det bedste sted at begynde.
Hele denne tekst er sendt til Politikens debatredaktion. Ikke bragt.
Hele denne tekst er sendt til Politikens debatredaktion. Ikke bragt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar