fredag den 17. december 2010

Fremtidens folkeskole


På DPU udgiver man magasinet Asterisk. I novembernummeret med temaet 'Opdragelse til demokrati' er professor Lars Qvortrup forfatter til en leder (Læs her) med titlen 'Economy stupid'. I den hedder det, at ”også på uddannelsesområdet er økonomien blevet det afgørende argument.” Og hvis vi vil sikre, ”at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem” så skal vi blot sørge for, at ”Danmark forbedrer sin PISA-score med det der svarer til 25 point over de næste år” thi så ”vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”

I samme nummer af 'Asterisk' er der et interview (Læs hermed professor Ove K. Pedersen, som i 2011 vil udgive en bog om Danmarks udvikling gennem de sidste 160 år. Titlen på bogen Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie signalerer, at vi i dag er nået frem til dette, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsperioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger

Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund.”

Konkurrencestaten gør op med skolen som demokratisk reservat!”

Folkeskolen er i dag ved at blive en del af konkurrencestatens økonomisme, der i øjeblikket er kandidat til at blive samfundets ideologi nr. 1.”

Velfærdsstatens personideal var den eksistentielle person, mens det i konkurrencestaten er fagligheden, der skal åbne for den personlige udvikling i egen interesse.”

Den kamp, som foregår i klasseværelset, mellem skolelederen og læreren og mellem lederen og kommunen er derfor vigtig. Den afgør, hvor opportunistiske vi vil blive som 'soldater' i nationernes konkurrence.”

Med andre ord: Folkeskolen kan aldrig blive bedre, eller overskride, de holdninger og værdier der er de herskende i samfundet til enhver tid.

Derfor, hvis der er noget galt med folkeskolen, er det fordi der er noget galt med samfundet. OKP taler om, at vi alle i konkurrencestaten er blevet opportunistiske individer og 'soldater' i nationernes konkurrence, og det er sådanne 'soldater' folkeskolen nu indrettes til at uddanne.

Er det det, vi vil?

fredag den 19. november 2010

Skolen for og med lokalsamfund

I dagens kronik i Politiken Hvis folkeskolen skal være bedst argumenterer Pelle Dam for, at vi skal sætte fællesskabet i centrum, når det gælder indretningen af folkeskolen. Her et forslag, der går i den retning.

På Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) udgiver de hver 2. måned et tidsskrift, Asterisk. I novembernummeret er der (s. 10-12) (Læs her)et interview med professor Ove K. Pedersen, som i 2011 vil udgive en bog om Danmarks udvikling gennem de sidste 160 år. Titlen på bogen Konkurrencestaten – forhandlingsøkonomiens institutionelle historie signalerer, at vi i dag er nået frem til dette, at være borgere i en konkurrencestat.

I en folkeskole- (og vel generelt i uddannelses-) sammenhæng er det interessant, at OKP mener at kunne afdække, hvorledes vort lands udvikling, fra nationalstat over velfærdsstat til konkurrencestat, har påvirket vore skiftende holdninger og forventninger til folkeskolens indhold og formål.

I nationalstatsprioden var formålet, kort og forenklet sagt, at gøre os til gode danske borgere. Med velfærdsstaten og skoleloven af 1975 blev vægten lagt på deltagelse i et demokratisk velfærdssamfund. Med folkeskoleloven af 2006 sker der iflg. OKP et dramatisk skift. Han siger ”Skolen skal nu primært fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund.”

Med andre ord: Folkeskolen kan aldrig blive bedre, eller overskride, de holdninger og værdier der er de herskende i samfundet til enhver tid.

Derfor, hvis der er noget galt med folkeskolen, er det fordi der er noget galt med samfundet. OKP taler om, at vi alle i konkurrencestaten er blevet opportunistiske individer og 'soldater' i nationernes konkurrence, og det er sådanne 'soldater' folkeskolen nu indrettes til at uddanne. Hårde ord i november.

Hos et voksende antal medborgere i vort land, er der en usikker formodning,grænsende til vished, om, at den udvikling vi står i er uholdbar, i vidt omfang uretfærdig og ikke mindst meget usikker. Der må mange steder være en parathed til at lave om på tingene, men viden, evner og muligheder synes ikke at foreligge.

Så i stedet for entydigt at lægge ansvaret for vor fremtidige udvikling over på børnene,
hvad med at folkeskolen tilbød sig her? Hvorfor ikke inddrage borgerne i et lokalsamfund i undervisningen, med det formål at forældre og børn sammen kunne prøve at udfinde, hvor der i deres nære omgivelser kunne skabes forbedringer, et bedre lokalsamfund. Som med tiden måske kunne føre til et bedre samfund, og dermed en bedre folkeskole.
Sendt til Politiken d.d. - ikke bragt

mandag den 15. november 2010

Statskapitalisme a la Tøger

I dagens leder i Poltiken (Læs her) gør Tøger Seidenfaden sig til talsmand for statslig kontrol med markedet, altså statskapitalisme. Det ser da også ud til at være den mest logiske løsning på de problemer, som finanskrisen har afdækket. Problemet er blot, at et statskontrolleret, kapitalistisk marked ikke vil ophøre med at være kapitalisme. Forstået på den måde, at sammenhængen mellem produktion og forbrug stadig vil være styret af uigennemsigtige forhold og profit- og vækstdrevet.

En form for statskapitalisme så vi i Sovjetunionen, og i vore dage først og fremmest i Kina. Sidstnævnte har helt klart lært af netop Sovjet, i og med at man ikke krampagtigt prøver at skabe lighed, men tværtimod tillader enorme sociale ubalancer. Jeg mener at have læst, at der nu er ca. 100 milliardærer i landet.
Regulering af kapitalismen, privat eller statslig, vil altid betyde indgreb i borgernes forbrugsmuligheder. Ønsker man et samfund med frie borgere, så skal disse i videst mulige omfang på demokratisk vis være bestemmende for, hvilke indgreb man ønsker og kan acceptere. Men først når samfundsmedlemmerne selv styrer produktionen, kan de få den endegyldige kontrol over økonomi og økologi. Jfr. mit tidligere indlæg nedenfor.
Sendt til Politiken og TS d.d. - ikke bragt

lørdag den 13. november 2010

Underlige kapitalisme, underlige Signatur

”Nogen gange er kapitalismen meget underlig”. Her har Tøger Seidenfaden i dagens Signatur  (13/11 Læs her) vist leveret en ny replik til Rytteriets Fritz og Poul. Man ser de to rigmænd for sig, kommenterende en bekendts milliongevinst på etableringen af en snørebåndsfabrik i Kina. ”Snørebånd, kære Fritz, det er da vist kun de fattige, der bruger dem?”
Spøg til side. Gennem mange år har jeg med ujævne mellemrum i (afviste) læserbreve opfordret Politiken til at afsætte ressourcer til en dybtgående analyse af kapitalismens væsen.
Et sådant arbejde kunne eventuelt have afdækket, at det mest underlige ved kapitalismen, er vores urokkelige tro på den. Vores tro på, at den vækst, den dikterer, er den eneste vej frem. Hvorledes er det gået til, at en økonomisk maksime er flyttet ind i vor mentalitet og tankevirksomhed, på en sådan måde, at den optræder som ligeværdig med, eller bestemmende for, andre identitetsgivende værdier. Det er underligt.
Den væsentligste, enkle forklaring er nok, at den har købt sig til denne position. Ved at vælte en overflod af (i nogle tilfælde uanstændigt højt) forbrug ud over sine proselytter. Med store sociale uligheder som konsekvens. En anden del af forklaringen er naturligvis, at det fra tid til anden, hist og her, er lykkedes, gennem det vi kalder velfærd,  at afbøde de værste udslag af dens frie skalten og valten med natur og mennesker. Men dette sidste bliver, på dens aktuelle udviklingsstade, mere og mere vanskeligt. Og så dukker problemer op, som selv en chefredaktør ikke kan forstå.

Det underligste ved kapitalismen er nok, at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem den indsats mennesker yder, og den belønning de får. Det mest underlige er dog, at den tillader mennesker at ophobe enorme, ubegribelige kapitalsummer, uden at arbejde (det gør bl.a. Saxo Banks computersystemer), for at vi derefter må se disse ”rigdomme” destabilisere, tendentielt true, vore samfund.

I samme dags avis siger bankdirektør Peter Straarup ”Vi ville have fået en helt anden samfundsorden”, hvis ikke det var lykkedes staterne (midlertidigt?) at inddæmme finanskrisens ødelæggelser.

Det er underligt, at vi ikke i tide selv kan etablere den nye samfundsorden, baseret på rationelle og mellemmenneskelige overvejelser. I stedet for, som nu, at måtte vente på den underlige kapitalismes ubestemte venden op og ned på vore, og ikke mindst vore efterkommeres, liv og levevilkår.
Sendt til Politiken og TS d.d. - ikke bragt

onsdag den 10. november 2010

Middelklassepanik eller Politikens Signatur

To dage i rap har to af Politikens stjernejournalister, Lars Trier Mogensen Læs her og Per Michael Jespersen Læs her, eksemplificeret, hvorledes den velbjergede middelklasse nu føler sig truet på eksistensen.

    LTM går 9. nov. til angreb på de medborgere han, med sikker sans for god debattone, kalder ”dødslobbyen”. Den består af alle de forkælede ældre, som rejser billigt med tog, betaler mindre på museer og i nogle tilfælde får nedsat deres ejendomsskat. Ikke nok med det, de har også alt for let til at blive behandlet, hvis de, som mange gør, får problemer med helbredet. Sådanne urimelige fordele bør, iflg. LTM, beskæres, således at der kan blive mulighed for skattenedsættelser og flere penge til uddannelse af de unge. Sidstnævnte tiltag er en forudsætning for at vi kan klare os i den globale konkurrence, sandsynligvis for derved at sikre at middelklassens langt højere forbrug også kan opretholdes i fremtiden.

mandag den 8. november 2010

Kampen om folkeskolen

Med dagens kronik (Læs her) i Politiken affyrer undervisningsminister Tine Nedergaard det seneste skud i den kamp om folkeskolen, som har udspillet sig i de seneste år. Denne krig tog for alvor til i styrke med introduktionen af PISA-undersøgelserne i begyndelsen af 00'erne. Folkene bag disse undersøgelser hævdede at kunne se en sammenhæng mellem skolelevers prøveresultater og landenes økonomiske placering internationalt.

onsdag den 3. november 2010

Er produktivitet altid smart?

I Politiken i dag slår Per Michael Jespersen et slag for at nogle af os i Danmark skal være lidt smartere. (Læs her) Det er nemlig smarthed der kan gøre ”os” (hvem spørger jeg) mere produktive, og det er det det gælder om at være.
Dette fik mig til på Politikens netavis at kommentere således:
De smarte narrer de mindre smarte, slet og ret. Når forældre presses til at købe dyrt mærkevaretøj til deres børn, så er de oppe mod en overgennemsnitligt produktiv tøjfabrikant. Produktivitet er en teknisk term, som i en kapitalistisk økonomi betyder at producenten maksimerer forholdet mellem indsats og udbytte. Hvorledes dette kommer til udtryk på samfundsplan er i princippet uforudsigeligt. (netkommentar slut)

tirsdag den 2. november 2010

Globaliseringen er en trussel

Dette er min reaktion på referatet i KU's universitetsavis af en konference om globalisering m.m. Læs her

Den tyske sociolog Dieter Claessens udgav i 1980 bogen 'Das Konkrete und das Abstrakte'. Hans overordnede konklusion var, at vi mennesker, i kraft af en accellererende kløft mellem vore konkrete livssituationer og de abstrakte systemer vi har bygget over disse, har udviklet så store samfundssystemer, at vi har overskredet vore evolutionært bestemte muligheder for kontrol af samme.
Set i det lys er globalisering og internationalisering tendentielt trusler mod vor humanitet. Der bliver stadigt længere mellem den vidensmæssige elite og den jævne borger.

fredag den 29. oktober 2010

Kapitalens universitet?

Med en fælleserklæring i Politiken d. 28/10 udsteder direktør Søren Sørensen, Grundfos og rektor Finn Kjærsdam, Aalborg universitet endnu et vidnesbyrd om den hastigt voksende sammensmeltning af kapital og universitet. Der skal flere midler til forskning og "Pengene skal ud at arbejde på universiteterne i samarbejde med virksomhederne og deres produktion..." 
Påstanden i de to herrers indlæg er, at universiteterne kan dæmme op for fyringer a la Vestas ved at uddanne de eksperter erhvervslivet har brug for. Derfor skal universiteterne have flere penge til dette.

tirsdag den 26. oktober 2010

Kapitalismen og de tavse hunde

Sherlock Holmes opklarede, så vidt jeg husker,  en af sine sager på grund af en hund, der ikke gøede. 
Under kapitalismen i dens nuværende form er sammenhængen mellem den enkeltes indsats, og den deraf følgende belønning, i langt de fleste tilfælde blevet totalt tilfældig. Den måde hvorpå økonomien fordeler og aflønner arbejdet er blevet uigennemskuelig og uforklarlig. Ikke blot i finansverdenen, som det i de sidste par år er blevet åbenbaret, men i størstedelen af det kapitalistisk organiserede arbejdsliv.

søndag den 17. oktober 2010

Politiken og finanskrisen

April 2008:
Væk en hvilken som helst middelmådigt opmærksom Politiken-læser midt om natten, og stil ham/hende spørgsmålet: Hvad var årsagen til den amerikanske finanskrise? Svaret vil komme som skidt fra en nyfødt ko. Bankerne havde for mange penge, dem lånte de ud til fattige amerikanere, som gerne ville købe et hus. Da huspriserne faldt, kunne de fattige husejere ikke betale lånene tilbage, og så....ved vi jo hvordan det gik. Helt ærligt, er det forklaring nok? Hvorfor havde bankerne for mange penge? Hvorfor var der så mange huse på markedet, at de måtte sælges til folk som ikke havde råd til dem?

fredag den 15. oktober 2010

Universiteternes Magna Charta

Her er de 3 indledende punkter fra universiteternes såkaldte Magna Charta som Mette Bock fremhævede på mødet d. 13. oktober. Det (MC) blev udarbejdet og vedtaget i Bologna 1988.

torsdag den 14. oktober 2010

Mette Bock om universiteter og uddannelse

Mette Bock holdt et oplæg på gårsdagens medlemsmøde i Dansk Magisterforenings pensionistsektion. Titlen var lovende: "Slip tøjlerne - det er på høje tid, at fagfolk får myndigheden tilbage". Som spidskandidat for Liberal Alliance (hun er søster til Anders Samuelsen), tidligere programdirektør i DR og nuværende medlem af bestyrelsen for Syddansk universitet og med en lang broget erhvervskarriere bag sig kunne det vel ikke undgå at blive spændende?

tirsdag den 12. oktober 2010

Universiteternes forskningsfrihed

Indlæg i 'Politiken' 28/2-2007 - stadig aktuelt og relevant:

Så lyder klageråbene fra universiteterne igen - forskningsfriheden er i fare. Hykleriet er til at få øje på.Dette mener jeg på baggrund af min deltagelse i det såkaldte studenteroprør omkring 70'ernes start og 26 års ansættelse som adjunkt/lektor på Aalborg universitet fra 1974 . Efter en kortvarig - og øjensynligt illusorisk - demokratisering af universiteter og højere læreanstalter begyndte en politisk og økonomisk betinget stramning af styringen af de 'demokratiserede' institutioner.I takt med at den akademiske kritik af kapitalismen gradvist blev afviklet og omlagt til understøttelse af samme.